Danmarks første landsbypedel

Landdistrikternes Fællesråd lancerede ideen om landsbypedeller. I landsbyen Jernved ved Ribe har man nu ført ideen ud i livet og ansat en lokal altmuligmand – den første af slagsen i Danmark.

Der er store forventninger til landsbypedellen i Jernved, skriver Ribe Ugeavis. Både fra beboerne i landsbyen, men også fra en stribe andre kommuner i Danmark som har ytret deres klare ønske om at høste erfaringer fra Jernved, før de ansætter en landsbypedel.

LAG’s koordinator, Jesper Larsen, glæder sig over, at Jernved er den første landsby, der får sin egen pedel.   – Vi får i øjeblikket rigtig mange henvendelser fra andre kommuner, der overvejer at ansætte en pedel, men som ikke tør springe ud i det, før vi har bevist, at det er en succes. Men det, tror jeg nu ikke, bliver et problem, for jeg er sikker på, at  landsbypedellen bliver en stor succes, siger Jesper Larsen.

Landsbypedellen har fået 170.000 kroner i støtte fra Velfærdsministeriet, og derved er en del af fundamentet sikret. Pedellen er selvstændig, og han skal derfor selv sikre, at han får opgaver nok. Opgaverne kunne være alt fra at male en væg, til havehjælp, ældrehjælp og vedligehold af landsbyens stier og grønne områder.
 
Den rette mand
Det er Gert Jensen, der er den nye landsbypedel, og han glæder sig rigtig meget til jobbet. Gert Jensen har en baggrund som både håndværker og selvstændig, og han vil gerne bevise, at ideen er den helt rigtige.

- Jeg har baggrunden, og så har tilskuddet fra velfærdsministeriet betydet, at jeg har fået den nødvendige økonomiske håndsrækning. Jeg tror på, at der er rigtig mange muligheder, men det kræver naturligvis opbakning fra de lokale, fra kommunen og de erhvervsdrivende, siger Gert Jensen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ved at nærme mig pensionsalderen. Men det betyder ikke, at jeg kun skal have en minimal indtjening. Jeg skal ud og bevise, at dette er en god løsning, så min afløser kan leve af det, siger han.

Fællesudvalget i Jernved glæder sig meget over ansættelsen af pedellen.

- Vi vil gerne have en flot by, da det også vil styrke bosætningen i kommunen. Jeg er sikker på, at Gert Jensen vil styrke Jernveds muligheder for at bevare status som en aktiv landsby, siger Bent Jepsen fra Fællesudvalget i Jernved.

Også Danmarks Radio har fået nys om nyheden om, at Jernved ansætter sin egen landsbypedel. Se indslaget her fra tirsdag, den 25. august

Lad dette blive startskuddet til flere landsbypedeller – god arbejdslyst !

Dette indlæg blev udgivet i Nyhed. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*